Grønkålssalat med græskar

Det er jo helt vildt, så længe et græskar kan holde – selvom det er økologisk! Jeg har haft et græskar liggende på mit køkkenbord i rigtig lang tid, som i flere uger. I sidste uge lagde jeg det for en sikkerheds skyld ind i køleskabet, men det fylder jo ret meget sådant et, så i dag besluttede jeg mig for at gøre mig af med det. Altså gøre mig af med det, som i bruge det…

Jeg havde også en pose økologisk grønkål liggende, og af erfaring ved jeg, de ikke holder ret længe. Så den besluttede jeg at også bruge. Når jeg var halvvejs igennem fik jeg sådan lyst til både fetaost og granatæble, så jeg var simpelthen nødt til at smutte en tur til købmanden. Og så var det jeg også fik øje på de sorte bønner.

Tanken var egentlig da jeg gik i gang, at jeg ville lave en lækker salat som kunne spises som tilbehør til kylling og fisk, men det endte med, at salaten blev et helt måltid. De sorte bønner giver en god portion proteiner og salaten er dermed komplet. Også til en mand 😉 Salaten kan sagtens spises som tilbehør, men så burde den række til flere end 4.

Hvis du søger mere inspiration til grønkål, kan du måske lide nogen af mine tidligere opskrifter:

Grønkålssalat med græskar

Portioner

4

portioner
Forberedelse

20

minutter
Færdig på

30

minutter

Ingredienser

  • ½ hokkaido græskar

  • 300 g frisk grønkål

  • 2 spsk. god olivenolie

  • Revet skal fra 1 økologisk citron

  • 1 dåse sorte bønner

  • 1 granatæble

  • ½ dl græskarkerner

  • 100 g fetaost

Sådan gør du

  • Tænd ovnen på 200 grader varmluft.
  • Skræl græskaren og skær den i tern og læg den i en bradepande med bagepapir. Hæld 1 spsk. olivenolie, revet skal fra citron og lidt salt over græskaren og sørg for, at det hele bliver godt vendt rundt (gøres nemmest med hænderne). Stil pladen midt i ovnen og bag græskaren i ca. 20 minutter.
  • Skyl og tør grønkålen godt og fjern stokken i midten. Riv kålen i mindre stykker og masser den med 1 spsk. olivenolie. Læg grønkålen i bradepanden sammen med græskaren, når de 20 minutter er gået. Drys med lidt salt og rist bag/rist græskar og grønkål i yderligere ca. 5 minutter (hold lidt øje med den, så at den ikke bliver brændt). Tag derefter bradepanden ud af ovnen og lad grøntsagerne køle lidt af.
  • Rist græskarkernerne i 1 tsk. god olivenolie (gerne med chilismag).
  • Læg grønkål og græskar på et stort fad. Skyl de sorte bønner godt og bland dem sammen med salaten. Tilsæt til sidst kernerne fra granatæblet, smuldret fetaost og de ristede græskarkerner. Smag evt. af med lidt ekstra flagesalt.

Efterlad en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*