Der er faktisk ikke meget der er nemmere, end at bage en omgang knækbrød. Så egentlig kan jeg ikke forstå, hvorfor jeg gang på gang køber dem fra butikken. Hvis man skal have dem i god kvalitet, så er de faktisk ret dyre. Det er ikke andet end dovenskab, det fik jeg virkelig bekræftet, da jeg bagte disse. Det tager ikke mange minutter, og så smager de altså endnu bedre, end dem man køber!
Jeg havde en kvart græskar liggende, så lidt af den, kom ned i dejen. Gang på gang undrer det mig, hvor længe sådan en Hokkaido kan holde. Og hvor mange måltider den rækker til. Vi har både lavet suppe og biksemad af den sidste vi købte, og som sagt, er der stadig en kvart tilbage. Måske bliver den til mos sammen med lidt gulerødder og søde kartofler.
Jeg er lidt vild med smagen af krydderurter og lige som jeg skulle rulle dejen ud, kom jeg i tanke om at jeg ville tilsætte lidt rosmarin. Hvis ikke du kan lide smagen af rosmarin, eller hvis du bedre kan lide et andet krydderi, så skifter du bare ud eller undlader. Og hvis ikke du har et græskar liggende, kan du også skifte den ud mod f.eks. revet gulerod.
Jeg brugte fuldkorns hvedemel i dejen, og hvis du har cøliaki eller er glutenintolerant, kan du skifte hvedemelet ud mod f.eks. boghvedemel.
Her på siden finder du også opskrifter på flere andre slags knækbrød:
- Knækbrød med kartofler
- Knækbrød af ‘gammelt’ rugbrød
- Knækbrød med røde linser
- Glutenfrit knækbrød med kerner og frø
Knækbrød med græskar
10
minutter1
time1
bradepandeIngredienser
1 dl revet græskar
1 dl solsikkekerner
1 dl græskarkerner
½ dl sesamfrø
1 dl fuldkorns hvedemel
1 dl havregryn
1 tsk. salt
1 tsk. tørret rosmarin
½ dl. olivenolie
1 dl varmt vand
flagesalt
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 175 grader.
- Riv græskaren fint og bland den sammen med alle tørre ingredienser.
- Bland de tørre ingredienser sammen med olivenolie og varmt vand.
- Rul dejen ud mellem to lag bagepapir og fjern det øverste, når dejen ikke kan rulles tyndere ud (græskarkernerne i dejen sætter standarden 😉 )
- Drys lidt flagesalt over dejen og bag brødet i ovnen 20-25 minutter, eller indtil det virker sprødt og har fået en gyldenbrun farve. Sluk for ovnen og lad brødet stå en halvtimes tid i den slukkede ovn.
- Lad det køle af på en rist, og knæk det i mindre stykker. Opbevar i tæt beholder i rumstemperatur.