Rødbedehummus

Man skulle næsten kunne tro at billedet på denne rødbedehummus er manipuleret, men den er god nok. Hummus lavet med kogte rødbeder får denne smukke, næsten unaturligt røde, farve.

Hummus smager godt til falafel eller til kylling, på et stykke kerneknækbrød – meget gerne hjemmelavet – eller til at dyppe gulerødder, peberfrugt eller andre grøntsager i. Ren win-win hvis du ønsker at få flere grøntsager ind i din kost!

Hvis du gerne vil have mere inspiration til hummus, har jeg tidligere lavet hummus med jordskokker (min egen favorit), hummus med grillet aubergine og hummus med spinat. Forestil dig hvor smukt det kunne se ud til en buffet, med den røde, den ‘hvide’ og den grønne hummus i små skåle ved siden af hinanden 🙂

Kogte, kolde rødbeder smager fantastisk i salater, så når du alligevel koger rødbeder til denne hummus, kog gerne et par ekstra som du kan opbevare i køleskabet til senere brug.

Rødbedehummus

Portioner

3

dl
Forberedelse

10

minutter
Færdig på

1

time 

Ingredienser

  • 1 dåse kikærter

  • 150 g kogte rødbeder

  • 1 spsk. tahin

  • 1 lille fed presset hvidløg

  • 2 spsk. presset citron

  • ½ spsk. sesamolie

  • ½ tsk. spidskommen

  • salt & peber

Sådan gør du

  • Vask rødbederne og kog dem hele i letsaltet vand indtil de er møre (ca. 45-60 min). Hæld vanden fra, kom rødbederne under koldt vand, og gnub skindet af. Lad dem køle lidt af.
  • Skyl kikærterne og blend dem sammen med de afkølede rødbeder og resten af ingredienserne.
  • Smag af med salt og peber.

Efterlad en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*