Hvorfor al den snak om kolde kartofler og grønne bananer?

Måske er du stødt på ordet resistent stivelse på sociale medier eller i en artikel om tarmflora og sundhed. Og måske har du tænkt: “Det lyder meget avanceret … men hvad er det egentlig?” Men det er faktisk langt mindre kompliceret, end det lyder.
Resistent stivelse er nemlig ikke et pulver, en kur eller en ny sundhedstrend. Det findes helt naturligt i almindelige fødevarer som kartofler, havre, ris og bælgfrugter. Og ja, det betyder faktisk, at en portion kold kartoffelsalat kan have nogle ret interessante og gavnlige egenskaber for kroppen.
Normalt bliver stivelse* nedbrudt i kroppen og omdannet til sukker, som bruges som energi. Men resistent stivelse opfører sig lidt anderledes. Den “modstår” nemlig fordøjelsen i tyndtarmen og fortsætter videre ned i tyktarmen, hvor den i stedet bliver brugt som næring for tarmbakterierne. Og det er netop dét, der gør den interessant i forhold til sundhed. Man kan næsten tænke på resistent stivelse som en slags mellemting mellem kulhydrat og kostfibre.
Du finder resistent stivelse i blandt andet kogte og afkølede kartofler, kogte og afkølede ris, havregryn, grønne bananer, bønner, linser og kikærter. Når fx kartofler eller ris bliver kogt og derefter kølet ned, ændrer noget af stivelsen struktur. Noget af den bliver til resistent stivelse. Det betyder ikke, at kartoflen pludselig bliver “slankende” eller magisk sund, men den påvirker kroppen lidt anderledes end en rygende varm kartoffel direkte fra gryden.
Noget af det mest spændende ved resistent stivelse handler om tarmen. Når tarmbakterierne arbejder med den resistente stivelse, dannes blandt andet nogle særlige fedtsyrer, som forskere mener kan have en positiv effekt på tarmens miljø og vores generelle sundhed. Forskning peger blandt andet på, at resistent stivelse kan være med til at støtte en sund tarmflora, give mere stabile blodsukkersvingninger og øge mæthed. Det kan ikke kun være mig, der synes, det er vildt fascinerende, hvordan vores mad med små enkle twist kan påvirke vores sundhed 🙂
Hvis man ikke er vant til mange fibre eller bælgfrugter, kan større mængder resistent stivelse godt give lidt luft i maven eller oppustethed i starten. Men det gælder egentlig fibre generelt. Det skyldes, at bakterierne i tarmen arbejder med fibrene og stivelsen. Derfor giver det bedst mening at tage det stille og roligt og lade kroppen vænne sig til det gradvist.
Heldigvis behøver det ikke være kompliceret at få tilføjet lidt resistent stivelse til kosten. Og nej, du behøver ikke sidde og spise iskold pasta direkte fra køleskabet for sundhedens skyld 😉 Det kan være så simpelt som overnight oats til morgenmad, kartoffelsalat lavet på kolde kartofler, en rest ris i en salat eller lidt hummus og linser i maden. Eller hvorfor ikke blende en grøn banan i din smoothie?
*Stivelse er en type kulhydrat, som findes naturligt i blandt andet kartofler, ris, pasta, havre og brød.

