Karrysuppe med kylling og grønne druer

Få en gratis prøvepakke

Det her er nok det, man kalder comfort food – sådan en suppe, man har lyst til at komme hjem til efter en lang gåtur i efterårsblæst og regn. Udover kylling indeholder den en hel del grøntsager, lidt frugt og en portion brune ris, som gør den dejligt mættende. Det lyder måske lidt underligt med druer i suppen, men de fungerer virkelig fint sammen med kylling og karry. Kombinationen af sødt og salt kan bare noget.

Opskriften har ligget her på hjemmesiden i noget tid, men da jeg fulgte den igen i sidste uge, opdagede jeg, at den kunne laves endnu nemmere, end jeg først havde tænkt. Derfor er den nu opdateret, og jeg håber, at flere får lyst til at prøve den. Den smager om muligt endnu bedre dagen efter, så lav gerne en ekstra portion. Så kan du gøre det ekstra nemt og hyggeligt for dig selv i morgen 😉

Måske kan du også lide denne Karrysuppe med kylling og tomat?

Karrysuppe med kylling og grønne druer

Portioner

5

portioner
Forberedelse

20

minutter
Færdig på

45

minutter

Ingredienser

  • 150 gul løg

  • 250 gulerødder

  • 250 g knoldselleri

  • 2 spsk. olivenolie

  • 2 spsk. boghvedemel

  • 1 spsk. karry

  • 1 liter hønsebouillon

  • 1 dl brune ris

  • 1 æble

  • 500 g kyllingebryst

  • 1 tsk. timian

  • 1 dåse kokosmælk

  • salt & peber

  • 2 dl grønne druer

Sådan gør du

  • Skær gulerødder, løg og selleri i små tern. Svits dem sammen med risene i en gryde i olivenolien (uden at de tager farve).
  • Tilsæt boghvedemel og karry og lad det svitse med 1 minut. Hæld derefter hønsebouillonen i gryden og lad suppen simre på svag varme i ca. 20 minutter.
  • Tilsæt derefter timian og kylling samt æble skåret i små tern. Lad suppen koge op og lad den koge i yderligere ca. 20 minutter.
  • Tilsæt kokosmælken og lad suppen blive varm. Smag af med salt og peber.
  • Skær druerne i halve og tilsæt dem lige før servering.

Efterlad en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*