Jordskokkesuppe med kokosmælk

Disse dage er det da virkelig lagt op til varm suppe – det regner, blæser, hagler og sner på skift! Jeg har lige været ude og gå en tur i det værste vejr (det var ikke rigtig meningen, men bustiderne passede så dårligt) og jeg kom hjem både kold og våd. Og med en knækket paraply! Sikke et møgvejr!

I går lavede jeg en stor portion af denne suppe, og det er jeg lige nu dybt taknemmelig over! Den gider jeg godt at spise to dage i træk! Hvis de unge mænd gerne vil have lidt stegte kyllingestrimler i sin portion, er der også mulighed for det. Efter en omgang styrketræning, kan man jo godt bruge lidt ekstra energi og proteiner 🙂 .

Jeg bruger økologiske jordskokker, så er jeg fri for at skrælle dem (hvis du nogensinde har forsøgt at skrælle jordskokker, ved du hvorfor jeg helst vil være fri for det). Hvis du køber økologiske kartofler, behøver du heller ikke at skrælle dem, vask dem bare godt før du skærer dem i tern.

Jordskokkesuppe er en af mine egne yndlings-supper. Den kan laves på rigtig mange måder, og i denne opskrift har jeg blendet de kogte grøntsager med kokosmælk, krydret med frisk timian og toppet med ristede kikærter og solsikkekerner.

Jordskokkesuppe med kokosmælk

Servings

5

servings
Prep time

20

minutter
Cooking time

30

minutter

Ingredienser

  • 1 kg økologiske jordskokker

  • ½ kg kartofler

  • 1 porre

  • 1 liter vand

  • 1 tsk. salt

  • Frisk timian

  • 1 dåse kokosmælk

  • 1 dåse kikærter

  • ½-1 dl solsikkekerner

  • Lidt olivenolie at stege i

  • Revet skal fra 1 lime

  • salt og peber

Sådan gør du

  • Start med at skrubbe jordskokkerne rene. Skræl kartoflerne (hvis ikke de er økologiske) og skyl porren.
  • Skær jordskokker og kartofler i lidt større tern og porren i skiver. Læg grøntsagerne i en gryde sammen med ca. 1 liter vand (eller så meget som der skal til for at dække grøntsagerne).
  • Tilsæt 1 tsk. salt og lidt frisk timian. Kog suppen i ca. 20 min eller indtil grøntsagerne er møre.
  • Hæld under tiden vandet fra kikærterne og skyl dem godt. Steg dem sammen med solsikkekernerne i lidt olivenolie, frisk timian, salt og revet skal fra en lime. Læg dem i en skål til serveringen når de er sprøde.
  • Hæld suppen og grøntsagerne i blender og blend den indtil du har en lind suppe (eller brug en blenderstav direkte i gryden).
  • Hæld den blendede suppe i en gryde sammen med kokosmælken og lad det hele koge op igen. Hvis suppen er for tyk, tilsæt lidt vand. Smag af med salt og peber og server med de stegte kikærter og solsikkekerner.

Her finder du flere opskrifter på lunende supper.

Efterlad en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*