Hold nu op, hvor er vi heldige med vejret, i denne tid! Solen skinner fra en en konstant blå himmel disse dage, fuglene synger og selv i Nordjylland er det helt vindstille. Jeg holder fast i mine ‘morgen-gå-ture’ og jeg nyder dem 110 %. Mindst. Nogen dage hører jeg podcast på mine ture, andre tager jeg en walk-and-talk med en veninde over telefonen, men nogen af dagene, kan jeg mærke at jeg helst af alt har brug for at bare høre fuglene synge. Walking meditation.
Haven bliver der også hygget om og arbejdet i disse dage. Jeg har langt om længe fået klippet vores æbletræ, græsplænen har fået sommerens første tur (det giver en god omgang skridt til skridttælleren 😉 ) og så har jeg plantet en mini-urtehave. Jeg har kun to højbed til grøntsager, og selv om de er store, er de ikke store nok til alt det, jeg gerne vil have sået. Så kom jeg i tanke om den gamle zinkbalje jeg fandt på et loppemarked sidste sommer, og den egner sig fint til en lille mini-urtehave. Jeg har placeret den på terrassen lige udenfor det store køkkenvindue og den pynter gevaldig – også fra min udsigt ved køkkenbordet!
Antiinflammatorisk Dhal
Set med ‘antiinflammatoriske øjne’ er en indisk Dhal virkelig en win-win. Den indeholder ikke rødt kød, noget vi jo gerne skal skære ned på. Den er baseret på grøntsager og bælgfrugter, noget vi skal skrue op for. Desuden indeholder dhal et flertal antiinflammatoriske krydderier, så vi slår lige tre fluer i et smæk, når vi serverer denne i aften. Vi spiste den i går med fuldkornsris, en skål ternet mango (mums!) og frisk koriander. Og jeg lavede en stor portion, så at det også er rester til i dag. Hvor meget win-win er det ikke lige på en skala 1-10? 🙂
Noget af det jeg virkelig har kæmpet med her hjemme, er at indføre plantebaserede måltider. Det største modstand har jeg helt sikkert fået fra min mand, som længe holdt fast i vigtigheden af animalske proteiner. Han er heldigvis blevet ‘klogere’ og nyder nu også at spise kødfrie måltider en gang imellem. Og når han nu ligefrem selv kommer og spørger, om ikke snart jeg kan lave ‘den der indiske linseret’ igen, bliver jeg helt glad indeni. I did it! ❤
Jeg har tidligere delt en opskrift på en Antiinflammatorisk linsegryde. Det er vel egentlig også en slags Dhal men er lavet lidt på en anden måde. Du må heller prøve at lave dem begge to, og finde din egen favorit 😉
Dhal
6
portioner15
minutter45
minutterIngredienser
2 gule løg
2 gulerødder
2 fed hvidløg
2 spsk. kokosolie
1 spsk. revet ingefær
1 tsk. koriander
1 tsk. spidskommen
½ tsk kanel
4 dl røde linser
1 dåse hakkede tomater
1 dåse kokosmælk
1 grøntsags bouillontern
2 dl vand
lime
salt
Sådan gør du
- Skræl og hak løg, hvidløg og gulerødder fint. Svits det i kokosolien et par minutter i en gryde. Tilsæt krydderierne og lad dem svitse med yderligere et par minutter.
- Skyl linserne og tilsæt dem i gryden sammen med tomater, kokosmælk, bouillontern og vand. Lad det simre på lav varme i 25-30 minutter.
- Tilsæt evt. lidt mere vand hvis dhal’en virker for tyk og smag af med salt og presset limesaft.
Hej Malin
Det ser helt spændende ud med dine opskrifter. Jeg er jo i en situation med cancer i tyktarmen, som er opereret væk, men kæmper med spredning til leveren, som så brændes væk.
Har du specielle opskrifter til f.eks leveren, som kan forebygge tilbagefald?
Jeg er også i tvivl om det koste noget noget, med tilmelding af dine månedlige opskrifter på mail? kh Nina Bollinger
Kære Nina, tak for din besked ❤ Jeg kan desværre ikke hjælpe dig med specifikke opskrifter indenfor det, som du beder om, men forhåbentlig, kan du have glæde af mine opskrifter alligevel. Det koster ingenting at tilmelde sig mit nyhedsbrev, og du kan når som helst afmelde dig igen. Jeg forsøger at sende det hver 14. dag og nyhedsbrevet indeholder en opsamling af de sidste opskrifter og indlæg på bloggen. Jeg håber, vi ses i din indbakke 🙂 KH Malin