Chokolade med nødder

Disse små ‘chokolade-toppe’ er lavet af chokolade og nødder. That’s it! De er enormt nemme at lave, smager fantastisk, og kan varieres i det uendelige. I chokoladen på billedet har jeg brugt hasselnødder og valnødder, men du kan bruge hvad du har af nødder eller hvad du bedst kan lide. Peanuts, mandler, cashewnødder, paranødder eller pistacienødder og måske lidt rosiner eller hakkede figner, hvis du ønsker mere sødme.

Normalt er jeg (desværre) mest til lys chokolade og sådan en plade 80% chokolade som min mand altid har liggende i køleskabet, frister mig overhoved ikke. Jeg synes det føles lidt som at få en teskefuld rent kakaopulver i munden. Men når jeg blander den mørke chokolade med hakkede nødder, som jeg ELSKER, får chokoladen en helt anden standard 😉 Så kan jeg ikke længere holde fingrene væk, men det behøver jeg jo heller ikke…

Nødderne er nemlig fyldte med sunde enkeltumættede fedtsyrer, den slags fedt vi gerne skal sørge for at få nok af. Derudover indeholder nødderne også både fibre og proteiner og en bred vifte af vitaminer og mineraler. Og i den mørke chokolade finder vi både polyphenoler (som blandt andet hjælper med at neutralisere de frie radikaler) og magnesium.

Både nødder og chokolade er rige på kalorier, så hvis du holder øje med kalorierne, tæller de selvfølgelig også med i ‘det totale kalorie-regnskab’. Men til forskel fra en flødebolle eller en håndfuld bland-selv-slik, giver disse ‘chokolade-toppe’ kroppen en masse god næring sammen med nydelsen.

Mørk chokolade med nødder

Antal

10

styk
Forberedelse

10

minutter
Klar på

45

minutter

Ingredienser

  • 50 g mørk chokolade (mindst 70% men gerne 80%)

  • 1½ dl hakkede nødder

Sådan gør du

  • Smelt chokoladen over vandbad
  • Hak nødderne og bland dem i den smeltede chokolade
  • Form chokoladen til små toppe (brug to teskeer) og stil dem i køleskabet en halvtimes tid eller indtil de har stivnet.

Efterlad en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*