Der popper tit forskellige madtrends op på de sociale medier. Jeg er som regel temmelig langsom til at opfange dem, og mange gange får jeg dem slet ikke prøvet af, før de er gået “af mode” igen og havnet i glemmebogen. Men første gang jeg så disse hytteostwraps, tænkte jeg, at det nok var en opskrift for mig. Og for jer.
Wrapsene kan laves på uendelig mange måder, og jeg kan især godt lide den version, hvor man blander grøntsager i dejen. Da jeg rørte 250 g søde kartofler i, tænkte jeg, at det måske var lidt risikabelt – ville dejen overhovedet holde sammen? Men resultatet blev overraskende godt, og wrapsene er nemme at rulle uden at gå i stykker.
Selve basen i dejen er æg og hytteost, og derfra er det kun fantasien, der sætter grænser for, hvad man kan tilsætte. Hakket grønkål. Revet broccoli. Rødbede. Fintsnittet spidskål. En kombination af spinat og peberfrugt. You name it!
Fyldet kan også varieres efter smag og humør. Denne gang fyldte jeg dem med blandt andet røget laks og avocado. Men hvis du er mere til kylling – eller foretrækker en vegetarversion – er der masser af muligheder med f.eks. bønner eller tofu.
Jeg er ret begejstret for konceptet. Vi er midt i sæsonen for lange cykel- og vandreture, og de her wraps er oplagte som madpakke! De er fyldt med sunde proteiner, fibre og vitaminer, og de mætter længe – det kan jeg godt hilse og sige.
Jeg har også testet, om de holder sig godt til dagen efter, ved at pakke en wrap ind i husholdningsfilm. Det gør de bestemt! Vi har planlagt en lang cykeltur her i weekenden, og jeg er allerede begyndt at overveje, hvad jeg skal fylde dem med denne gang.
Hvis du prøver opskriften – måske med dine egne variationer – må du endelig dele resultatet med mig. Jeg vil elske at se, hvad du finder på!
Hytteostwrap med laks og avocado
2
Portioner20
minutter1
timeIngredienser
150 g hytteost
4 æg
250 g sød kartoffel, groft revet
1 spsk. chiafrø
en håndfuld frisk basilikum
salt & peber
evt. et par spsk. solsikkekerner
- Fyld
100 g varmrøget laks
50 g blandet, sprød salat
1 avocado
et par spsk. friskklippet karse
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 180 grader (alm. ovn, ikke varmluft).
- Blend hytteost og æg sammen i en blender, til massen er ensartet. Tilsæt groft revet sød kartoffel, chiafrø og hakket basilikum. Smag til med salt og friskkværnet peber.
- Fordel blandingen jævnt på en bageplade med bagepapir – brug evt. en dejskraber.
Drys eventuelt lidt solsikkekerner over. Bag i ovnen i ca. 30 minutter, til wrappen er fast og let gylden. Lad den køle helt af, før du forsigtigt trækker bagepapiret af. - Læg dit fyld i en stribe midt på wrappen, rul den stramt sammen, og skær den i to lige store stykker med en skarp kniv.