Grønkålstærte med valnødder

I mange år har jeg i december måned lavet denne grønkålstærte med valnødder. I år er ingen undtagelse, men i år har jeg lavet rigtig meget om på opskriften, da den originale opskrift indeholder både smør, hvedemel og piskefløde. Jeg har lavet en antiinflammatorisk version af den, og den fungerer lige så fint og smager lige så godt som den originale!

Jeg elsker tærter men har følt mig lidt udfordret på hvordan man kunne lave bunden på en antiinflammatorisk måde. Idéen med at bruge kikærter, er ikke min egen, men jeg har fundet inspiration hos fantastiske Food Pharmacy. På deres hjemmeside (som findes både på svensk og på engelsk) finder du ikke kun skønne opskrifter, men også en masse information omkring antiinflammatorisk kost. De har også skrevet tre bøger om emnet, og jeg varmt kan anbefale “Food Pharmacy”. (De andre to har jeg ikke læst endnu).

Denne grønkålstærte med valnødder passer rigtig godt til julebuffeten. Lige i år, er der nok ikke så mange af os der inviterer til buffet, men tærten smager også fantastisk til middag serveret med en blandet (kål-) salat. Selv er jeg så heldig, at der står en kvart tærte i køleskabet og venter på mig her til frokost – en lille rest fra i går aftes 😀

Grønkålstærte med valnødder

Portioner

4

portioner
Forberedelse

30

minutter
Færdig på

1

time 

30

minutter

Ingredienser

  • Tærtedej
  • 25 g mandler

  • 1 dåse kikærter

  • 2 spsk. olivenolie

  • Tærtefyld
  • 250 g frisk grønkål

  • 3 rødløg

  • 1-2 spsk. olivenolie

  • 3 æg

  • 1 dl plantemælk

  • 1 dl kefir

  • 1 dl + 2 spsk. revet parmesan

  • salt og peber

  • 1 dl groft hakkede valnødder

Sådan gør du

  • Tænd ovnen på 150 grader.
  • Skyl kikærterne og tør dem med lidt køkkenpapir. Blend mandlerne til fint mel og blend derefter mandelmelet sammen med kikærter og olivenolie indtil du har en fast dej.
  • Tryk dejen ud en tærteform og bag tærtebunden nederst i ovnen i ca. 30 min. Ta tærtebunden ud af ovnen og skru temperaturen op til 200.
  • Skyl grønkålen grundigt og kog den i letsaltet vand i et par minutter. Hæld derefter vandet fra.
  • Skær rødløg i tynde skiver og svits den i olivenolie sammen med grønkålen i 4-5 minutter. Smag af med salt og peber og læg grøntsagerne på den bagte tærtebund.
  • Pisk æggene sammen med kefir, plantemælk og 1 dl revet parmesanost og hæld æggemassen over grønkålen.
  • Drys groft hakkede valnødder og det sidste ost over tærten og bag den nederst i ovnen i ca. 30 min eller indtil æggemassen har stivnet.
  • Server den lun med en blandet salat.

10 Kommentarer

  1. Hej Malin,
    Det lyder lækkert!
    Ribber du bare grønkålen, inden du damper den? Eller skærer du den også i strimler eller hakker den?
    Vh. Tina

    • Hej Tina, jeg plejer bare at ribbe grønkålen – jeg kan godt lide de lidt store stykker kål – men du kan selvfølgelig også hakke den, hvis du foretrækker den lidt mere fint fordelt. Hvis du kan lide tærter, er jeg ved at planlægge en ny opskrift til næste uge; en spinattærte med kantareller, så kig gerne forbi igen. Held og lykke med opskriften. Jeg håber, du kan lide den! KH Malin

  2. Birgit Olesen

    Jeg vil bage din tærte i morgen. Planlægger at svitse min (palme) – kål i stedet for at dampe den, for ikke at få for meget i kålen Har en rest feta, som jeg vil bytte ud med noget af parmesanen.
    Glæder mig til at spise den med råkost af rød spidskål, æble og appelsin.
    Tak for god inspiration.

    • Kære Birgit, hvor lyder det bare godt, det du vil lave! Jeg har aldrig lavet tærten med palmekål, men det skyldes kun at jeg køber grønkål af gammel vane. Jeg er selv helt vild med fetaost og jeg er derfor ikke i tvivl om, at din tærte nok bliver et hak bedre, end min 😉 Så tak også til dig for inspiration ❤

  3. Gunilla

    Hej,
    Jeg synes, jeg på et tidspunkt så en madtærte på din side, som er lavet på mandelmel og rugmel og olie, som jeg husker det. Men nu kan jeg ikke finde den…..?
    Vh
    Gunilla

  4. Betina Forsberg

    Hej Malin
    Jeg har lige lavet din tærte og den smager fantastisk 🙂
    Din opskrift blev fordoblet så den ene tærte var som beskrevet og den anden med rester af gårsdagens aftensmad (kylling og middelhavsfad af squash, datterinotomater, hvidløg, løg og aspargeskartofler (ved godt at de ikke helt hører under antiinflammatorisk kost))
    Glæder mig til at skulle have resten af grønkålstærten idag til aftensmad 🙂
    Kh Betina

    • Kære Betina, det er jeg rigtig glad for at høre, og sikke en god idé t lave dobbelt, og fylde den anden med rester! Det er en god måde at undgå madspild på. Da de kartofler du har brugt formodentlig har været afkølede i mellemtiden, er de helt geniale – også på en antiinflammatorisk kost. Når kartoflerne bliver kolde, omdannes nemlig en del af kulhydraterne til resistent stivelse, en slags fibre som vores tarmbakterier rigtig gerne vil have. Så win-win!

  5. Vibeke Olsen

    Hej!

    Kan grønkålstærten fryses?
    Hvordan vil du genopvarme den?

    På forhånd tak for hjælpen!

    Med venlig hilsen
    Vibeke Olsen.

    • Kære Vibeke, jeg har desværre aldrig oplevet at der blev rester tilbage fra tærten, så jeg har ikke forsøgt at fryse den. Jeg vil dog ikke tro, at det er et problem. Jeg ville lade den tø op i rumstemperatur (eller over natten i køleskabet) og derefter lune den i ovnen igen. KH Malin

Efterlad en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*