Når jeg køber rugbrød, går jeg altid efter et brød bagt med fuldkorn. (Jeg oplever dog tit når jeg køber brød ved bageren, at de ikke kan svare på om rugbrødet er bagt med fuldkorn eller ej.) Hvis det kan lade sig gøre, vil jeg også meget gerne at brødet er bagt med surdej og derudover foretrækker jeg brød uden tilsat sukker. Og så vil jeg meget gerne have et brød med mange kerner og frø…
Jeg er egentlig ikke den store rugbrødsspiser, men en gang imellem, smager det nu godt. Det fungerer fint som en lynhurtig frokost med lidt makrel eller avocado, og derfor vil jeg altid gerne have en pakke hjemme. Eftersom vi spiser det så sjældent, opbevarer vi som regel rugbrødet i fryseren, og tager en skive eller to op, når vi skal bruge det. Et par minutter på brødristeren og så bliver det ikke meget bedre.
MEN, nu har jeg langt om længe – altså virkelig længe – fået gang i en surdej. Det betyder at jeg eksperimenterer helt vildt med forskellige opskrifter bagt med forskellige slags mel, kerner og frø. Så lige for tiden dufter det ikke så sjældent af nybagt brød her hjemme og det er jo ikke det værste.
Det her er virkelig en nem opskrift og brødet bliver stort og rækker både en uge og to her hjemme hos os. Det smager lækkert også efter en tur i fryseren, så jeg vil tro, at det går lidt tid før jeg køber mig et rugbrød igen. Og hvor er det egentlig hyggeligt at bage! Det er blevet en ny lille hobby som også de øvrige i familien har stor glæde af.
Der er ikke så mange brødopskrifter her på siden endnu, men måske kan du lide dette glutenfrie brød bagt med boghvede og kefir? Eller måske disse knækbrød bagt med røde linser?
Fuldkornsrugbrød med surdej
15
minutter12
timerIngredienser
200 g surdej
3 dl vand
1½ tsk. salt
250 g kogte rugkerner
70 g solsikkekerner
40 g hørfrø
50 g græskarkerner
100 g hele hasselnødder
450 g rugmel
1½ dl kefir
1 spsk. honning
Sådan gør du
- Ælt samtlige ingredienser godt sammen og hæld dejen i en form beklædt med bagepapir. Drys evt. med lidt solsikkekerner eller græskarkerner.
- Dæk brødet med et rent viskestykke og stil det på køkkenbordet natten (eller dagen) over.
- Tænd ovnen på 175 grader og bag brødet midt i ovnen i ca. 1 time. Tag det ud af formen og bag videre 15 minutter.
- Lad brødet køle af på en rist.