Ramsløg, også kendt som nordens hvidløg, er en aromatisk plante med en distinkt hvidløgsagtig smag og en mild løgsødme. Den trives på skovbunde i skygge, hvor den typisk vokser i tætte tæpper af brede, grønne blade. Bladene minder meget om liljekonval, som er giftig, men du finder hurtigt ud af, om det er det ene eller det andet blad, du har fat i, hvis du gnider lidt på dem. Ramsløg dufter meget af hvidløg, hvilket liljekonvallen ikke gør.
Høstsæsonen for ramsløg strækker sig normalt fra april til juni, afhængigt af hvor i landet du bor. De friske, grønne blade kan bruges på utallige måder – for eksempel i pesto, supper, omeletter eller som krydderi i brød. Med deres intense smag og næringsrige profil er de populære i køkkenet som en frisk forårserstatning for både hvidløg og løg. Ramsløg er rige på vitaminer og mineraler som C-vitamin, jern og antioxidanter, og derudover tillægges de også antiinflammatoriske egenskaber.

I weekenden fik jeg en god pose ramsløg med hjem fra skoven og søgte inspiration blandt mine følgere på Instagram. I en story spurgte jeg, hvordan andre mon bruger ramsløg. Der kom mange gode idéer i svarene, men det svar, jeg fik absolut flest gange, var pesto. Flere fortalte begejstret om de store portioner, de laver hvert forår, og hvordan de fylder fryseren, så de har ramsløgspesto til resten af året.
Så mit første ramsløgsforsøg blev til en portions pesto med ramsløg og den blev godt modtaget her hjemme. De unge spiser en hel del pesto og smager ivrigt på de forskellige varianter, jeg får lavet. For et par uger siden lavede jeg rød pesto med grillet peberfrugt og valnødder – også vildt lækkert!
Jeg har fået en ny blender og den var lige kvik nok 🙂 Personligt kan jeg bedst lide, når pestoen er lidt mere grov end den på billedet, men det er smag og behag. Næste gang vil jeg dog give pestoen lidt kortere tid i blenderen.
Pesto med ramsløg
4
Portioner5
minutter5
minutterIngredienser
15 g ramsløg
1 håndfuld frisk basilikum
30 g parmesan
30 g valnødder
5 spsk. olivenolie
½ lille fed hvidløg (kan undlades)
salt & peber
Sådan gør du
- Læg alle ingredienser i en blender og tryk start.
- Tilsæt evt. lidt mere olivenolie og smag af med salt og peber.