Fyldte squash

Hvor blev solen af?! Det var helt underligt at vågne til en ikke blå himmel her til morgenen. Men når jeg kigger på vejrprognosen, så vil jeg tro, jeg nok vil komme til at vænne mig til det. Regn, regn og regn de næste 7 dage. Kan det virkelig være rigtig? Jeg tager ja-hatten på og tænker at det er godt for græsplænen og for alle vores krukker. Og så er jeg jo den heldige ejer af en paraply, så jeg skal nok komme ud og gå, selv om det drypper lidt…

I sidste uge havde jeg en rest kogte fuldkornsris og ud af dem, kom disse fyldte squash. De blev serveret en aften hvor ikke mindre end to svigerdøtre var på besøg (føler mig heldig), og de blev godkendt af begge to OG resten af familien. Vi spiste squashen sammen med en stor, blandet salat, så til dette måltid, fik vi en ordentlig portion grøntsager.

Lav gerne lidt ekstra, så at du også har til frokost næste dag, eller endnu bedre – en middag mere! Jeg forsøger som oftest at lave lidt ekstra, for at slippe for at stå i køkkenet hver eneste dag. Selvom jeg elsker at lave mad (!) synes jeg også at det er skønt at slippe en gang imellem.

Ved du forresten, at du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev og få mine antiinflammatoriske opskrifter sendt direkte til din email? Nyhedsbrevet bliver sendt ca. hver 14. dag. Det koster ingenting at tilmelde sig og du kan når som helst afmelde dig igen.

Kyllingfyldte squash

Portioner

5

portioner
Forberedelse

30

minutter
Færdig på

45

minutter

Ingredienser

  • 500 g hakket kylling

  • 5 små squash

  • 2 fed hvidløg

  • 2 spsk. olivenolie

  • 2 peberfrugt i forskellige farver

  • 1 gul løg

  • 2 forårsløg

  • 2 dl kogt, brunt ris (evt. en rest fra dagen før)

  • 1 lille dåse majs

  • 1 tsk. spidskommen

  • 1 tsk. koriander

  • 1 tsk. paprikapulver

  • lidt chili

  • salt og peber

  • 2-3 spsk. revet parmesanost

Sådan gør du

  • Tænd ovnen på 220 grader.
  • Del squashen i to dele på langs og fjern indholdet med en teske (fyldet skal du bruge lidt senere). Læg squashen på en bradepande og pensl dem med lidt olivenolie. Grill dem i ovnen i ca. 10 minutter.
  • Varm lidt olivenolie op i en stegepande og steg indholdet fra squashen sammen med presset hvidløg. Skær løg og peberfrugt i fine tern og forårsløg i tynde skiver. Svits det sammen med squashen.
  • Tag grøntsagerne op af panden og steg derefter den hakkede kylling. Når den er gennemstegt, tilsætter du grøntsagerne igen sammen med majs, det kogte ris og alle krydderier og blander det hele sammen.
  • Fyld de grillede squash med kylling-og grøntsagsfyldet og drys med lidt revet parmesanost. Grill det i ovnen i yderligere ca. 10 minutter, eller indtil de har fået lidt farve.

Efterlad en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*