Madmuffins med grøntsager

Madmuffins må ikke forveksles med en muffins à la kage, for de har intet med en kage at gøre. Hvis du laver dem som alternativ til f.eks. en chokolademuffin, bliver du med sikkerhed slemt skuffet 😉 Madmuffins passer fint til et mellemåltid, som tilbehør til middagen eller frokosten eller evt. som morgenmad. Som navnet også antyder, hører madmuffins til ‘mad-kategorien’ og ikke ‘kage-kategorien’.

Når jeg laver nye opskrifter, bliver familien selvfølgelig brugt som testpanel. De er ærlige og siger hvad de mener om mine opskrifter. Som regel deler jeg ikke opskrifter som ikke ‘består prøven’, men i dag gør jeg altså lidt af en undtagelse.

Disse madmuffins blev jeg selv så glad for, og jeg synes virkelig de er lækre. En smagskombination af sødt (fra de søde kartofler) og salt (fra parmesanosten) og derudover knas fra græskarkernerne. Tanken var at de kunne fungere så fint i madpakken, nu hvor Nicolai igen skal i gang med madpakker til skolen. Jeg vidste godt at det var et sats, eftersom han ikke kan lide søde kartofler, men jeg havde håbet, jeg kunne narre ham lidt…

Han kiggede ind i ovnen og konstaterede at de duftede rigtig godt og han og kæresten ville gerne have en smagsprøve når de var færdigbagte. De fik de, men de konstaterede hurtig, at de ikke ‘var lige dem’…

Når Henrik kom sulten hjem fra arbejdet, stak jeg triumferende en muffin i hånden på ham. ‘Hmm… de er godt nok specielle’, var hans kommentar. ‘De er nok ikke liiiige mig’.

Jeg kunne simpelthen hverken forstå eller acceptere hans afvisning (han er ellers en ret fornuftig person 😉 ) så næste dag lunede jeg et par muffins til frokosten. ‘Smag igen’, forsøgte jeg. ‘Nu har jeg lunet dem, nu er de helt anderledes’. Lidt tvivlsomt smagte han igen på mine muffins (han kender mig, og vidste at det var bedst for husfredens skyld). Denne gang bestod de prøven; ‘Ja, NU kan jeg godt lide dem, de er faktisk gode’, sagde han, og tog én mere 🙂 DERFOR tør jeg nu godt at dele opskriften med jer og jeg er vildt spændt på at høre hvad I synes om dem, hvis I prøver at lave dem!

Madmuffins med søde kartofler og spinat

Tanken med disse muffins var jo egentlig at de skulle bruges til madpakke. Det havde kunnet være en god madpakke – fyldte med grøntsager og nemme at tage med. Men de smager altså bedst, når de er lunede og lidt sprøde, og er derfor ikke optimale at sende med i skolen. Men de er rigtig gode til at have hjemme som et hurtig mellemmåltid, når man kommer hjem fra skolen. Jeg har allerede haft glæde af dem både som mellemmåltid og som tilbehør til min frokost!

De nybagte muffins er lidt ‘fugtige’ og derfor er det en god idé at give dem 5 minutter ekstra i ovnen, uden muffinsforme.

Madmuffins med grøntsager

Antal

6

styk
Forberedelse

15

minutter
Færdig på

1

time 

Ingredienser

  • 1 dl mandler

  • 1 dl boghvedemel

  • 1 tsk. bagepulver

  • 300 g søde kartofler

  • 2 æg

  • 1 spsk. olivenolie

  • 1/4 tsk. smoked paprika

  • ½ dl A35 0,5%

  • 40 g frisk spinat

  • 2-3 spsk. revet parmesanost

  • 1 spsk. græskarkerner

Sådan gør du

  • Tænd ovnen på 175 grader.
  • Blend mandlerne fint og bland dem sammen med boghvedemel og bagepulver.
  • Skræl og riv de søde kartofler og bland dem sammen med æg, olivenolie, A38, revet parmesan, smoked paprika og salt. Bland det sammen med melblandingen.
  • Skyl spinaten grundigt, tør den og bland den sammen med resten.
  • Hæl dejen i 6 muffinsforme, drys græskarkernerne over og evt. lidt ekstra parmesanost.
  • Bag dine muffins midt i ovnen i 30 minutter.
  • Tag dem ud af muffinsformene og bag dem yderligere 5 minutter uden formerne.
  • Lad dem køle af på en rist.

Efterlad en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*