fbpx
bøger om sundhed

Jeg læser meget – både skønlitteratur og faglitteratur, især om kost og sundhed. Mange af mine bøger hører jeg som lydbøger, fordi det giver mig mere tid til at nå alle de bøger, jeg gerne vil igennem. Jeg lytter, når jeg gør rent, ordner vasketøj, går ture og også gerne, når jeg strikker.

I dette indlæg har jeg samlet seks bøger, som hver især har gjort indtryk på mig af forskellige grunde. Måske kan listen inspirere dig til en bog, du har lyst til at lytte til på din næste gåtur.

Lige nu – og frem til den 25. januar – får du 90 dages gratis adgang til BookBeat. Her kan du, ud over disse seks titler, finde mere end 1 million andre bøger at læse og lytte til. Du binder dig ikke til et videre abonnement, når de 90 dage er gået, og du kan opsige det når som helst.

Reklame for BookBeat. Dette indlæg indeholder affiliatelinks til BookBeat. Hvis du opretter dig via linket, kan jeg modtage en lille kommission – uden at det koster dig ekstra. Kommissionen er med til at støtte driften af hjemmesiden.


bøger om sundhed

Sundhedsrevolutionen – Maria Borelius

Sundhedsrevolutionen var en af de bøger, der virkelig satte noget i gang hos mig. I bogen kombinerer Maria Borelius personlig erfaring med gennemgang af forskning og viden om, hvordan kost og livsstil påvirker vores kroppes inflammationstilstand, energi og generelle sundhed. Hun går i dybden med, hvordan forskellige fødevarer – fx sukker, raffinerede produkter og visse fedtstoffer – kan skabe ubalance, samtidig med at hun peger på, hvordan naturlig, nærende mad kan understøtte kroppens egne processer.

Bogen rummer både baggrund om, hvorfor inflammation kan være en usynlig, men vigtig medspiller i dårlig trivsel, og konkrete forslag til, hvordan man kan spise og leve lidt anderledes for at støtte sin egen sundhed. Den balancerer personlige fortællinger, praktiske råd og forklaring af mekanismer på en måde, der er let at forstå.

For mig blev bogen et springbræt til at udforske antiinflammatorisk kost, og jeg husker tydeligt, hvordan jeg glædede mig til mine gåture det forår – bare for at kunne lytte videre.


bøger om sundhed

Vanedyr – Nicklas Brendborg

Vanedyr er en øjenåbnende bog, hvis du gerne vil forstå, hvorfor det kan være så svært at ændre vaner – både i forhold til kost, mobilforbrug og andre mønstre i hverdagen.

Nicklas Brendborg giver et klart indblik i, hvordan vores hjerner er indrettet til at søge belønning, genkendelighed og hurtige kick, og hvordan både techindustrien og fødevareindustrien bevidst udnytter netop de mekanismer. Bogen forklarer, hvorfor vi ofte føler, at vi “mister viljestyrken”, selvom problemet i virkeligheden er, at vi konstant bliver påvirket af systemer, der er designet til at fastholde vores opmærksomhed og forbrug.

Det, jeg især godt kan lide ved bogen, er, at den giver forståelse for, hvorfor det er så svært at ændre disse mønstre. Den hjælper med at se vores vaner i et større perspektiv og forklarer, hvorfor forandring kræver mere end bare gode intentioner. For mig har Vanedyr sat gang i en følelse af “fandeme nej” – industrien skal ikke have lov til at manipulere med mig på den måde 😉


bøger om sundhed

Atomvaner – James Clear

Hvis du har fulgt mig i noget tid, ved du, at jeg er stor anhænger af at ændre vaner i små, overkommelige skridt. Netop derfor er Atomvaner en virkelig god introduktion til at forstå, hvordan små justeringer i hverdagen kan føre til store forandringer over tid.

James Clear tager udgangspunkt i, at det sjældent er viljestyrken, der mangler, når vi har svært ved at holde fast i nye vaner. I stedet handler det om, hvordan vi indretter vores hverdag, vores omgivelser og vores forventninger til os selv. Bogen giver konkrete og meget anvendelige værktøjer til at gøre gode vaner lettere at fastholde – og dårlige vaner sværere at falde tilbage i.

Bogen bekræfter, at forandring ikke behøver at være drastisk for at være effektiv. Små valg, gentaget igen og igen, kan være mere bæredygtige end store ambitioner, der er svære at holde fast i på sigt. Lige vand på min mølle. Så hvis du har brug for små, konkrete tips i hverdagen til at fastholde de gode intentioner, er dette også en bog for dig.


bøger om sundhed

Happy Food – Henrik Ennart

Happy Food var en af de bøger, der gav mig en dybere forståelse for sammenhængen mellem det, vi spiser, og hvordan vi har det – ikke kun fysisk, men også mentalt.

Henrik Ennart tager udgangspunkt i forskning, der viser, hvordan mad kan påvirke både humør, stressniveau og hjernens kemi. Han forklarer blandt andet, hvordan tarmene, hjernen og vores mentale trivsel hænger tæt sammen, og hvordan bestemte fødevarer kan understøtte produktionen af signalstoffer som serotonin og dopamin. Det handler altså ikke om “glad mad” i overfladisk forstand, men om at give kroppen de bedste betingelser for balance og overskud.

Det, jeg godt kan lide ved Happy Food, er, at den gør sundhed mere helhedsorienteret og giver endnu en god grund til at være opmærksom på vores kost. Bogen minder os om, at mad ikke kun er brændstof eller kalorier, men også en vigtig del af vores velbefindende og livskvalitet. For mig har den været endnu en bekræftelse på, at antiinflammatorisk og nærende mad ikke kun kan mærkes i kroppen, men også i sindet.


bøger om sundhed

Livets opskrift – Sisse Fisker

Livets opskrift er en varm og livsbekræftende bog, der minder os om, at sundhed ikke kun handler om det, der ligger på tallerkenen – men også om alt det rundt om.

I bogen rejser Sisse Fisker blandt andet rundt i de såkaldte blå zoner – steder i verden, hvor mennesker lever usædvanligt længe og ofte med god livskvalitet. Her undersøger hun, hvad der kendetegner deres hverdag, madvaner og livssyn, og hvad vi kan lade os inspirere af. Det handler ikke om stramme kostplaner, men om fællesskab, bevægelse, ro, mening og mad, der er enkel og nærende.

Bogen er en påmindelse om, at et sundt liv ikke kan reduceres til regler og forbud. Det gode liv opstår i samspillet mellem mad, relationer og den måde, vi vælger at leve vores hverdag på. En fin bog, som jeg absolut gerne vil læse igen på et tidspunkt.


bøger om sundhed

Food Pharmacy
Food Pharmacy er en bog, der på en anderledes mådes formår at tage emner som kost, sundhed og tarmbakterier ned på jorden og gøre dem både forståelige, relaterbare og overraskende underholdende. Hvor mange sundhedsbøger kan føles tunge, tekniske eller moraliserende, går Mia Clase og Lina Nertby Aurell den stik modsatte vej. Her bliver komplekse biologiske sammenhænge forklaret med humor, glimt i øjet og en stor portion humor.

Bogen kredser især om tarmens betydning for vores helbred, og hvordan det, vi spiser, påvirker både krop, energi, humør og immunforsvar. Men i stedet for lange, videnskabelige udredninger får man fortællinger, billeder og forklaringer, som faktisk er til at forstå – også selvom man ikke har en sundhedsfaglig baggrund. Tarmbakterierne bliver nærmest levende karakterer, man lærer at kende, holde af og tage hensyn til.

Noget af det, der gør Food Pharmacy så særlig, er netop balancen mellem viden og underholdning. Bogen bygger på solid forskning, men den bliver aldrig belærende. Tværtimod er tonen let, humoristisk og selvironisk, og det gør læseoplevelsen både underholdende og motiverende. Det er en bog, man kan sidde og smile af, samtidig med at man lærer noget nyt.


Måske har du allerede læst eller lyttet til nogle af bøgerne – måske er der én, der er helt ny for dig. Uanset hvad håber jeg, at listen kan inspirere til lidt ekstra underholdning på dine gåture eller mens du gør rent.