Lektion 25 – En lidt sundere jul

grønkålstærte med valnødder

Som jeg lovede i onsdags, vil jeg i dag give et par bud på sundere alternativer til julemad og julegodter. For der er heldigvis en masse med julen som oser af sundhed; kål, appelsiner og mandariner, antiinflammatoriske krydderier som ingefær og kanel og nødder af alle slags.

Nogle af de grøntsager som vi rent faktisk forbinder med julen, er jo (heldigvis) både rødkål og grønkål. De traditionelle opskrifter er ikke de sundeste, og måske heller ikke altid de bedste rent kulinarisk. De smager godt sammen med den fede and og flæskesteg, men vi må jo indrømme, der ikke er meget knas tilbage i de grøntsager 😉

rødkål

Personligt vil jeg helst have helt traditionel, dansk rødkål selve juleaften, men alle de dage – uger – optil, vil jeg hellere lave lidt andre, julede alternativer. Denne opskrift på rødkål er krydret med nelliker, men også smagen af appelsin hjælper på julestemningen.

Du finder opskriften på den julede rødkål her

En af mine egne favoritter til julebuffeten er denne grønkålstærte med valnødder hvor tærtedejen er bagt med kikærter. Den kan også serveres som frokost med f.eks. en sprød rødkålssalat. Rødkålssalaten med feta er måske ikke en typisk juleopskrift, men den passer glimrende til grønkålstærten. Kan du se en palet af farver på tallerkenen, når du serverer de to retter sammen?

Opskriften på tærten ligger lige her

grønkålstærte med valnødder

Og snolder og konfekt skal vi vel have, selv om vi er godt i gang med den antiinflammatoriske kostomlægning og det kan heldigvis også lade sig gøre, uden at ødelægge vores gode livsstil. For du kan sagtens lave både konfekt og kager, der smager af jul, men hvor du samtidig får god næring i form af nødder og antiinflammatoriske krydderier (dem skal vi tale lidt mere om, på et senere tidspunkt). Husk dog på at også tørret frugt er med til at påvirke blodsukkeret, og derfor er det en god idé at ikke gå helt amok heller i denne konfekt. Men nyd den som et meget sundere alternativ til den traditionelle konfekt.

konfekt med marcipan

En af mine absolutte favoritter er denne konfekt lavet af marcipan uden sukker og hjemmelavet nougat. Opskriften på den hjemmelavede nougat finder du lige her og opskriften på selve konfekten, ligger her.

Denne konfekt kan du også spise med god samvittighed. Den er fyldt med mandler, tørret frugt og julede krydderier som ingefær, kanel, nelliker og kardemomme. Selv stiller jeg også et fad med sundere konfekt på bordet juleaften – til mig selv, og til andre der ønsker at skære ned på sukkeret.

Opskrift på en sundere julekonfekt

julekonfekt
julemuffins

Og vil du fylde hjemmet med duften af jul, bager du disse muffins. De er bagt med boghvedemel, sødet med dadler og krydret med alt det som julen bør smage og dufte af: kanel, nelliker, kanel og kardemomme. Jeg er ikke ret vild med kage, men sådan en julekage, kan jeg spise året rundt! Og det gør jeg også.

Julemuffins bagt med boghvedemel

En julet udgave af granola, kan måske også lokke nu hvor vi nærmer os december måned. Nødder, kerner og frø krydret med julekrydderier og sødet med lidt honning. Spis den som morgenmad eller måske som et lille mellemmåltid ovenpå en skål med A38.

Hjemmelavet julegranola

granola
brunkagedadler

…og hvis du har det lige som jeg, at julen altid kommer lidt bag på dig, og du får travlt at nå det hele, kan jeg varmt anbefale disse brunkagedadler. To ingredienser og to minutter, så har du fikset en lækker lille julesnack!

Brunkagedadler

Jeg håber, at disse opskrifter kan give dig lidt mod på at denne jul prøve noget nyt. Jeg har sagt det før, men jeg siger det lige igen, vi skal huske at nyde julen og det må ikke blive et sundhedsrace hvor vi kæmper med dårlig samvittighed. Når det er sagt, gør det ikke noget, at vi også i julen prøver at tænke i lidt nye baner, prøver os lidt frem og eksperimenterer med nye opskrifter og muligheder. Hvem ved, måske finder du et par nye julefavoritter af den antiinflammatoriske slags!