Om mig


Jeg hedder Malin, og det er mig der skriver her på bloggen. Mit navn nedstammer fra Sverige, og det gør jeg også. Jeg er født og opvokset i Stockholm, men kærligheden tog mig for mange år siden til Nordjylland, og her har jeg det godt
. Jeg er lykkeligt gift med Henrik og mor til 3 skønne, unge mænd; Marcus, Tobias og Nicolai. De to ældste er fløjet fra reden så udover Henrik, Nicolai og jeg er der kun katten Molly tilbage i det store hus…

At jeg kan lide at lave mad, kommer nok ikke som en overraskelse.  Jeg elsker at prøve nye opskrifter og at være kreativ i køkkenet, og heldigvis har jeg nogle tålmodige (og ærlige) forsøgskaniner. Når ikke jeg laver mad, kan jeg også lide at at være kreativ på mange andre måder. I perioder bliver det til en del syning, strik og hækling, og i andre perioder projekter relateret til vores hus og vores have. Når jeg har tid, kan jeg godt lide at læse. Helst om kost og den slags…

Noget af det jeg holder allermest af er at gå. At tage vandrestøvlerne på og bare gå er for mig ren terapi og næsten meditativt. Hvis ikke der er plads til tankerne, lytter jeg som regel til en lydbog eller til en podcast. Jeg forsøger at komme ud og gå de berømte ‘10.000 skridt om dagen’, uanset hvordan vejret ser ud. Det er ikke altid lige nemt at komme af sted, men når jeg vel er ude på stien, fortryder jeg sjældent, jeg tog af sted. Udover lange gåture, kan jeg også godt lide at cykle og at styrketræne.

Jeg elsker at rejse og allerhelst med rygsæk. Følelsen af at nemt og hurtig kunne komme videre og at have muligheden for at tage dagen som den kommer – det er for mig definitionen af frihed. To gange har jeg taget til Nordspanien for at gå caminoen og i min optik, er det den perfekte ferie; en cocktail af oplevelser, motion, møder med fantastiske mennesker, natur og kultur. 

Jeg har i hele mit voksne liv prioriteret min sundhed. I mange år styrketrænede jeg og spiste sundt af ren forfængelighed. Med årene har min livsstil mere og mere begyndt at handle om hvordan jeg har det, end om hvordan jeg ser ud. Nu hvor jeg nok er kommet sådan cirka halvvejs igennem livet, er jeg også begyndt at blive mere bevidst om betydningen af et godt helbred. Min interesse for kost og kostens store indflydelse på vores helbred inspirerede mig til at sidste år tage uddannelsen som kostvejleder. I første omgang af egen interesse, men hvem ved, hvad fremtiden bringer…